Vores hverdag

Lørslev Friskole & Børnecenter blev i 2011 oprettet af en gruppe forældre efter Hjørring Kommune lukkede både skole og børnehaven i byen. Siden da har vi fundet vores egen – og helt klart bedre måde at lave skole og børnehave på, og det vi først og fremmest ønsker er at skabe trygge rammer, hvor børnene i et trygt fællesskab trives, lærer og leger.

Vi tilbyder IKKE store klasser på 28, men har aldersblandet undervisning på mindre hold, hvor der er plads og tid til, at det enkelte barn kan udvikle sig både fagligt og socialt. Vi mødes hver dag til fælles morgensamling, og vi holder meget af, at vise børnene værdierne af et forpligtende fællesskab samt respekten for forskelligheder.

Vi udfordrer børnene fagligt, der hvor de er, men lader dem også ind imellem stå lidt på tæer! Endvidere vægter vi det praktisk-musiske og giver god plads til barnets kreative udvikling.

Hos os afsluttes 9. klasse med afgangsprøven.

Vi tilbyder heller IKKE lange skoledage, da vi mener, børnene har behov for en fri tid til leg og sociale relationer. Efter endt skoledag kan børnene gå i SFO/Klub – (0.-9. klasse) hvor nærværende voksne sørger for en god eftermiddag med aktiviteter, snak og hygge.

På Lørslev FRI cykler vi – sammen, sikkert og sundt 🚲

På Lørslev FRI er cyklen en vigtig del af hverdagen, og vi forventer, at alle elever har en cykel, som passer i størrelsen og er køreklar, når der cykelture på skemaet.

Vi bruger cykler som et aktivt transportmiddel – både til ture, udflugter og som en naturlig del af skolens liv. Det giver os frihed til at komme rundt, mulighed for spontane oplevelser og gør det nemmere at bruge nærområdet som en del af undervisningen.

Men cykling handler hos os om mere end transport.

🤝 Cykling styrker fællesskabet

Når vi cykler sammen, styrker vi fællesskabet. Vi følges ad, hjælper hinanden og oplever ting i fællesskab – i samme tempo. Det skaber sammenhold og nærvær, som vi vægter højt i vores skolehverdag.

💪 Sundhed og bevægelse i hverdagen

Cykling er samtidig en naturlig måde at få bevægelse og frisk luft ind i skoledagen. Det styrker både kroppen og hjernen – og bidrager til bedre koncentration og trivsel.

🛑 Ingen elcykler – af hensyn til sikkerheden

Af hensyn til sikkerheden og fællesskabet tillader vi ikke elcykler på cykelture i skoletiden. Elcykler kører hurtigere, og det skaber udfordringer, når vi færdes som samlet gruppe. Vi ønsker et trygt og ensartet tempo, hvor alle kan følge med – og hvor vi passer på hinanden.

🪖 Hjelm er et krav

Alle elever skal bruge cykelhjelm – altid. Hjelmen beskytter og forebygger alvorlige skader, og vi ser det som en vigtig del af at tage ansvar for egen og andres sikkerhed. Endvidere cykler vi alle med gule veste.

Elevråd

I arbejdet med at forberede eleverne til at være medborgere i et demokratisk samfund er der blandt andet dannet et elevråd på Lørslev Friskole.
Elevrådet arbejder på at gøre skolen til et endnu bedre sted at være, har fokus på blandt andet frikvarteraktiviteter, skolearrangementer, indretning af legearealer, trivsel og social adfærd.
Elevrådet har mulighed for at deltage i læremøder samt bestyrelsesmøder med egne punkter, og ved punkter med særlig interesse for dem.

Antimobbestrategi

Læs vores antimobbestrategi her: Antimobbestrategi