Undervisningsmiljø

Lovmæssigt er det besluttet, at der på alle undervisningsinstitutioner skal udarbejdes en plan for et godt undervisningsmiljø for eleverne.

Undervisningsmiljøplan:

  • Formål
  • Organisering og medindflydelse
  • Det psykiske undervisningsmiljø
  • Det fysiske undervisningsmiljø
  • Det æstetiske undervisningsmiljø
  • Aktuelle tiltag

Formål.

  • Skolens undervisningsmiljøplan skal sikre, at der løbende sker initiativer til at styrke og forbedre skolens undervisningsmiljø indenfor såvel det psykiske, det fysiske og det æstetiske område.
  • Skolens elever og personale skal sikres en direkte eller indirekte indflydelse på skolens handleplan gennem et bredt samarbejde.
  • SFO og klub er en del af skolen.

Organisering og medindflydelse

Skolen bygger på en demokratisk samværsform, hvor eleverne har gode muligheder for at komme til orde.

Elevernes medindflydelse.

I arbejdet med at forberede eleverne til at være medborgere i et demokratisk samfund og for at styrke og formalisere elevernes medindflydelse har skolen oprettet et elevråd.

Elevrådet arbejder på at gøre skolen til et endnu bedre sted at være og har fokus på blandt andet frikvartersaktiviteter, skolearrangementer, indretning af legearealer, trivsel og social adfærd.

Skole-hjem samarbejde.

Skole-hjem samarbejdet indgår som et vigtigt element i skolens arbejde med undervisningsmiljøet. Med kontaktlæreren som central person er der en tæt kontakt til hjemmene.

Det er skolens kultur, at der er en åben og konstruktiv dialog mellem skole og hjem, der rettes henvendelse til og fra hjemmet, hvis der er anledning til spørgsmål eller opklarende samtaler, og skolen forventer, at forældre henvender sig med spørgsmål om elevens faglige, sociale og generelle trivsel.

Skolen har skole-hjem samtaler 1-2 gange om året, som afholdes på skolen. Derudover afholdes forældremøder samt elevsamtaler, hvor der er afsat tid til opmærksomhed på det enkelte barns trivsel. Efter behov afholdes ekstra klasse- og forældremøder.

I løbet af skoleåret er skolens undervisningsmiljø sat på som punkt på lærermøderne, der gøres status med reference til elevernes ytringer og personalets erfaring omkring aktuelle tiltag. Indsatsområder prioriteres og planlægges med baggrund i såvel det psykiske, fysiske og æstetiske miljø.

Skolens handleplan.

Det psykiske undervisningsmiljø

For at skabe et godt undervisningsmiljø er det vigtigt, at skolen som helhed er entydig og tydelig i at fastsætte normer og værdier for elevernes adfærd og omgangsformer.

Vi har en anerkendende tilgang til eleverne og har bevidst fokus på elevernes positive egenskaber såvel fagligt som socialt.

Holdenes sammensætning, samspillet mellem eleverne indbyrdes og forholdet til de voksne spiller en central rolle for, hvordan eleverne oplever undervisningsmiljøet. Kontaktlæreren har både overfor klassen og den enkelte elev en særlig ansvarsfuld rolle.

På Lørslev Friskole har vi ikke et firkantet regelsæt for orden med forbud og formaninger. Sådanne regler skal nemlig nøje og præcist håndhæves for at virke og kan nemt give en stemning, vi ikke ønsker.

  • Lørslev Friskole forventer, at alle børn og voksne tager hensyn til hinanden, taler pænt til hinanden og passer på skolen og skolens materiel.
  • Vi accepterer ikke mobning og har udarbejdet en anti-mobbepolitik.
  • Skolen har udarbejdet en krise- og sorgplan.
  • Der er tilsyn med børnene i alle frikvarterer for at medvirke til at skabe en succesfuld pause.

Varierende samværsformer er en del af skolens hverdag med henblik på at fremmes skolens psykiske undervisningsmiljø og styrke elevernes sociale relationer.

Samvær for hele skolen,

  • Morgensamling, hvor alle har mulighed for at komme til orde og give beskeder.
  • Fælles dage som skolernes motionsdag, fagdage, temauger, projektopgave, juleklippedag etc.

Det fysiske undervisningsmiljø.

Overordnet set har vi fine og lyse lokaler. Vi har i 2022 renoveret vores klassegang, som nu fremstår lys og flot. Der er isat nye lydisolerende døre til alle klasselokaler og nye vaske er opsat med nye berøringsfri vandhaner, godt for hygiejnen. Udover klasselokaler råder skolen over faglokaler til musik og kreativ, et bibliotek, en aula, gymnastiksal med omklædnings- og badefaciliteter. I faget hjemkundskab bruger vi børnehavens køkken.

I foråret 2023 stod vores helt nye og moderne naturfagslokale færdigt. Vi kan nu have al vores naturfagsundervisning samt prøver på skolen.

Indeklimaet:

  • Belysning, tilbage i 2019 fik vi udskiftet al belysning på skolen til LED-belysning. Det har skabt et meget bedre arbejdslys for elever og lærere.
  • Støjniveau, akustikken i klasselokalerne er forbedret med lydplader.
  • Luftfugtighed giver ikke problemer
  • Temperaturen i lokalerne styres ved termostater og fungerer ok.
  • Lokalerne kan udluftes og tempereres ved at åbne vinduer og afskærme for solen.

 Det æstetiske undervisningsmiljø.

I forbindelse med udsmykningen af skolens fællesarealer og gange er der en fin blanding af professionel kunst og elevarbejder, hvoraf en del er af permanent karakter.

På udendørs arealer indgår grønne områder med træer, buske og blomster.

 

Eleverne har medansvar for indretning og orden i eget klasselokale. I klassen rydder alle op efter sig selv, inden de går hjem.

Klassens dukse har til opgave at holde klasselokalet pænt, tørre borde, tømme skraldespande, feje, lufte ud, slukke lys osv., endvidere inddrages eleverne i at medvirke til at holde orden på fællesarealerne inde og ude.

Aktuelle tiltag.

Lørslev Friskole blev bygget tilbage i 1956 og ombygget/renoveret løbende. Dog bærer skolen præg af dens alder og manglende renovering i årene op til 2011, hvor friskolen overtog bygningerne.

Vi er altid i gang med en løbende renovering, det seneste tiltag er optimering af lysforholdene i skolegården, som i vinterens mørke skaber tryghed.

Vi har netop fået nye arbejdspladser på klassegangen, og vi arbejder på et lounge/arbejdsområde i aulaen.

 

På baggrund af trivselsmålingen, lavet i januar 2023, er vi fortsat nysgerrige og opmærksomme på følgende:

  • Vores toilet-forhold  –her klagede eleverne over beskidt gulv. En større gulvmåtte med begge indgange ude fra skolegården har hjulpet på den udfordring.

 

  • Hvorfor nogle børn (særligt 0.-3. klasse) har ondt i maven og føler sig alene i skolen –Vi har iværksat legegrupper i frikvartererne, der er skærpet fokus på trivsel og sprog, bl.a. har vi afholdt møder med henholdsvis drenge- og pigeforældrene i 1.-2. klasse, med fokus på en fælles indsats både hjemme og i skole/fritter samt drøftelser om skærmbrug ved legeaftaler.

 

  • Forstyrrelser og larm i undervisningen (særligt 4.-9. klasse) –Fortsat fokus på sprogbrug og hensyntagen til klassekammeraterne.

 

Opdateret marts 2024