Lørslev Friskole & Børnecenter

Lørslev Friskole & Børnecenter blev i 2011 oprettet af en gruppe forældre efter Hjørring Kommune lukkede både skole og børnehaven i byen. Siden da har vi fundet vores egen – og helt klart bedre måde at lave skole og børnehave på, og det vi først og fremmest ønsker er at skabe trygge rammer, hvor børnene i et trygt fællesskab trives, lærer og leger.

Friskolen

Vi tilbyder IKKE store klasser på 28, men har aldersblandet undervisning på mindre hold, hvor der er plads og tid til, at det enkelte barn kan udvikle sig både fagligt og socialt. Vi mødes hver dag til fælles morgensamling, og vi holder meget af, at vise børnene værdierne af et forpligtende fællesskab samt respekten for forskelligheder.

Vi udfordrer børnene fagligt, der hvor de er, men lader dem også ind imellem stå lidt på tæer! Endvidere vægter vi det praktisk-musiske og giver god plads til barnets kreative udvikling.

Hos os afsluttes 9. klasse med afgangsprøven.

Vi tilbyder heller IKKE lange skoledage, da vi mener, børnene har behov for en fri tid til leg og sociale relationer. Efter endt skoledag kan børnene gå i SFO/Klub – (0.-9. klasse) hvor nærværende voksne sørger for en god eftermiddag med aktiviteter, snak og hygge.

Børnehaven

Børnehaven Mariehuset skaber rammerne for en tryg hverdag med tid til det enkelte barn!

Mariehuset er en mindre børnehave med en årlig normering på 44 børn. Hverdagen er præget af nærværende voksne, som skaber trygge rammer for børnene med tid til fordybelse og masser af leg. Udeliv er en vigtig del i de daglige aktiviteter, vi har et stort lækkert udeområde med dyrehave, bålhytte og stor legeplads.

Vi er vilde med med at tage på tur, og vi tager gerne bussen ud til skoven eller går på opdagelse i vores nærområde. Inden skolestart har vi en udvidet brobygning, vi er til morgensamling på friskolen, og børnene besøger “fritteren”, det skaber en tryg start på skolelivet.